Rygtetid er Bolds transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.
Mexicanere lurer på Huescas
Rodrigo Huescas afventer i øjeblikket sin skæbne.
FC København-backen har erkendt sig skyldig i en sag om vanvidskørsel, men han har endnu ikke fået sin dom.
Huescas kan potentielt blive udvist af Danmark, og derfor kan hans fremtid i FCK også være oppe i luften.
Den nyhed er tilsyneladende også nået hjem til Mexico.
I hvert fald skriver mediet El Universal, at C.D. Guadalajara lurer på at hente højrebacken hjem.
Mediet melder ikke om konkret interesse, men Rodrigo Huesca spøger tilsyneladende i hjemlandet.
Wolves fører kapløbet om Jamie Vardy
Jamie Vardy forlader Leicester til sommer og vinker dermed farvel til klubben, som han på imponerende vis har repræsenteret de seneste 13 år.
Artiklen fortsætter efter billedet

I et opslag på sine sociale medier delte den 38-årige englænder selv nyheden og udelukkede i samme ombæring et karrierestop.
Derfor skal den bundrutinerede angriber på jagt efter en ny arbejdsgiver, som meget vel kan ende med at hedde Wolverhampton.
The Sun mener i hvert fald at vide, at Premier League-klubben fører kapløbet om underskriften.
Jamie Vardy står noteret for 497 optrædener og 198 scoringer i Leicester-trøjen.
Arsenal lurer på Nkunku
Christopher Nkunku ligner en færdig mand i Chelsea denne sommer.
Ifølge TEAMtalk pønser Arsenal på at udnytte franskmandens situation i forsøget på at styrke offensiven, hvor Arteta vil have flere alternativer i angrebet.
Mediet skriver, at Nkunku selv er klar til at forlade Chelsea, men det forlyder, at Arsenal kommer til at få hård konkurrence. Nkunku har nemlig også bejlere i Tyskland og er et emne i Barcelona.
I vinter var 27-årige Nkunku sat i forbindelse med både Bayern München og Manchester United.
Porto afviser City-bud
Manchester-klubberne kæmper angiveligt om Portos målmand Diogo Costa, og nu ser City ud til at være blevet konkret.
I hvert fald skriver CaughtOffside, at City har budt 40 millioner euro svarende til 300 millioner kroner.
Og det bud menes lynhurtigt at være blevet afvist fra Portos side.
Nu forbereder City et bud tættere på de 450 millioner kroner, som Porto menes at kræve for målmanden.
Manchester United skulle stadig være interesseret.
Manchester United overvejer Yann Bisseck
Yann Bisseck har ikke haft de store problemer med at tilpasse sig niveauet, efter han skiftede AGF ud med Inter.
Den 24-årige tysker har noteret sig for 59 kampe for Milano-klubben, og det har de bidt mærke i på ledelsesgangene i Manchester United.
Det skriver medierne Inter Live og Fichajes.
Bisseck skulle være Uniteds foretrukne mand, hvis det ikke kan lade sig gøre at lokke Dean Huijsen til klubben.
Selv om den tidligere AGF-stopper har fået mange kampe for Inter, har en stor del af dem været som indskifter, og derfor skulle United angiveligt forsøge at lokke ham med fast spilletid.
Bisseck er på kontrakt med Inter frem til sommeren 2029.
Storklubber slås om Palace-profil
Adam Wharton er et varmt emne i flere europæiske storklubber forud for sommerens transfervindue.
Gennem flere måneder er Manchester United af flere internationale medier blevet beskrevet som en seriøs bejler til den engelske midtbanespiller, og nu forlyder det, at yderligere to klubber har meldt sig på banen.
TEAMtalk erfarer, at Juventus og Bayern München er begyndt at vise interesse for 21-årige Wharton, og at de to klubber derfor skal betragtes som konkurrenter til United i kapløbet om englænderen.
Adam Wharton har kontrakt i Crystal Palace til 2029.
Sidste uges rygter
United afviser nyt Betis-bud på Antony
Antony er genopstået siden sit skifte fra Manchester United til Real Betis i vinterens transfervindue.
Den brasilianske kantspiller skiftede på en lejeaftale og står derfor til at vende retur til Manchester efter sæsonen.
Men Betis har angiveligt allerede forsøgt sit med et nyt lejebud på kantspilleren.
The Mirror skriver, at den spanske klub har sendt et bud Manchester Uniteds vej, hvor de ønsker at forlænge lejeaftalen for hele næste sæson.
Men det har Manchester United afvist med beskeden om, at de skal købe ham permanent, hvis de ønsker at beholde ham.
Der er ingen købsoption i lejeaftalen.
Kelleher er øverst på West Hams liste
Caoimhin Kelleher er ifølge The Mirror et brandvarmt emne hos West Ham.
Ifølge mediet er Liverpool-reserven øverst på West Hams liste, når klubben til sommer skal finde en ny målmand.
The Mirror skriver, at West Ham helst vil leje Kelleher, og at Aaron Ramsdale også er på listen over emner.
Men West Ham kan formentlig se frem til stor konkurrence i forsøget på at lokke Kelleher til London-klubben.
Den 26-årige målmand skulle selv være åben for at skifte i jagten på fast spilletid.
Rygtetid er Bolds transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle. |

FC København
CD Guadalajara
Chelsea
Manchester City
Wolverhampton
Arsenal
Manchester United
Leicester
Crystal Palace
Bayern München
FC Porto
Juventus
Liga MX




































