Først var det Brøndby Stadion – nu bliver det MCH Arena i Herning.
Pokalfinalen er blevet flyttet rundt flere gange i denne sæson, og på grund af sikkerhedsomstændigheder ender det altså med, at Silkeborg IF skal møde FCK i Herning.
Det har naturligvis været et stort samtaleemne i begge lejre, og Pelle Mattsson gav udtryk for sin mening om finalens lokation efter Silkeborgs 1-0-sejr over Sønderjyske søndag eftermiddag.
- Det er ærgerligt, at vi ikke spiller i Parken.
- Jeg synes bare, pokalfinalen skulle være i Parken hvert år.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har spillet en pokalfinale i Parken, og det er den absolut største oplevelse i mit liv, fortalte Pelle Mattsson til Bold og resten af den skrevne presse efter kampen.
Her hentydede Pelle Mattsson til sidste års pokaltriumf, hvor Silkeborg overfusede AGF i Parken og kunne løfte klubbens blot anden pokaltitel. Hvis det stod til ham, skulle Silkeborg altså genskabe denne succes i København fremfor Herning.
Modstanderen til dette års pokalfinale er FCK, som i øjeblikket sidder på Superligaens trone, men Mattsson er ikke i tvivl om, at drengene fra Søhøjlandet nok skal kunne slå FCK.
- Vi slog dem ud i pokalen sidste år, så vi kan sagtens slå dem, hvis vi leverer op til vores bedste.
Selvom der resterer to kampe i Superligasæsonen, er det pokalfinalen, der virkelig fylder i omklædningsrummet.
- Vi tænker meget på den pokalfinale. Det er en kæmpestor dag for SIF og Silkeborg by.
- Så selvfølgelig italesætter vi det nede i omklædningsrummet.
- Men som vi så i dag, kan vi godt holde fokus på begge ting, fortalte Pelle Mattsson afslutningsvist til Bold og resten af den fremmødte presse.
Silkeborg møder næste gang AaB i Superligaen – det gør de søndag den 18. maj. Pokalfinalen finder sted den 29. maj på MCH Arena i Herning.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
Sønderjyske
3F Superliga




































