Mandag aften blev Grønlands anmodning om optagelse i CONCACAF enstemmigt afvist.
Det gjorde den på deres ekstraordinære kongres i Miami uden yderligere begrundelse.
Efterfølgende har præsidenten for KAK (Grønlands Boldspil Union), Kenneth Kleist, udtalt sig til The Athletic, hvor han kritiserer beslutning fra det nord- og mellemamerikanske forbund.
- Vi har modtaget et kort brev fra generalsekretær Philippe Moggio med et afslag på vores ansøgning om at tilslutte CONCACAF som det 42. medlem.
- Vi vil bruge de næste 24 timer på at evaluere vores situation og internt diskutere, hvordan vi vil behandle beslutningen.
- Men for nu vil vi slå fast, at dette ikke er en sejr for fodbolddemokratiet. Det gør ikke fodbold tilgængeligt for alle globalt, og det viser, at mindre nationer står over for ekstreme vanskeligheder, når det kommer til at få tilladelse til at spille under deres eget flag, siger Kenneth Kleist til The Athletic.
Med beslutningen om ikke at optage Grønland i CONCACAF, er landet fra Rigsfællesskabet fortsat heller ikke anerkendt som medlem af FIFA.
Kenneth Kleist udtalte sig også til The Athletic tilbage i februar, da Grønland havde ansøgt om at blive medlem. Hvis det blev til en afvisning, ville det være et 'signifikant tilbageskridt' for Grønland.
Samtidig ville en afvisning tvinge KAK til at rykke tættere på de danske og islandske fodboldforbund på ungdomsområdet.
Grønland har ingen planer om at ansøge om medlemskab i andre forbund.



VM kval. CONCACAF

































