Om fire dage spiller Brabrand IF den største kamp i klubbens historie.
Viborg kommer på besøg i den første af to pokalkvartfinaler, og med kort tid til braget er man så småt parat i den aarhusianske forstad.
- Vi er jo så klar, som man kan blive, og så velforberedt, som en klub som vores nu kan være, siger sportschef Andreas Rasch-Christensen til Bold.
Umiddelbart efter lodtrækningen gik Brabrand i gang med at undersøge muligheden for at spille hjemmekampen på eget græs - eller kunstgræs.
Den tilladelse blev givet af kommunen, og på grund af det milde vejr bliver kampen - efter planen - spillet på opvisningsbanen.
- Udmeldingen er, at det bliver på græs.
- Men som det er med alle mulige andre kampafviklinger, så risikerer vi at skulle lave det om, hvis der kommer skybrud. Men vi har meldt græs ud nu, som vi skal i god behørig tid.
- Der er stor forskel på at planlægge på vores kunstgræs og opvisningsbanen. Vi har også haft store kampe på kunst, hvor vi blandt andet mødte Esbjerg, da vi lå i 2. division med dem.
- Det er bare væsentligt mere vanskeligt sikkerhedsmæssigt, det er ekstremt ringere tilskuerfaciliteter, og det er også vanskeligere for tv, så nu er planlægningen på græs. Men kommer der et skybrud, kan det jo ændre sig – sådan er det altid.
Har man en endelig deadline for beslutningen?
- Det er græs, vi spiller på. Det er udmeldingen.
- Vi kan ikke på selve dagen nå at sadle om til kunst for eksempel, hvis der kommer et kæmpe regnskyl der. Det er så heller ikke det, vejrudsigten melder, men jeg er ikke metrolog, lyder det fra Brabrand-chefen.
Opsætningen omkring opvisningsbanen er derfor påbegyndt, fortæller Andreas Rasch-Christensen.
- Vi har været i gang i lang tid. Først omkring sikkerheden, hvor vi mandag havde et fysisk møde med Viborg og deres sikkerhedsfolk, hvor vi gennemgik planerne og faciliteterne. Politiet adviserede, og vi gjorde alle de ting, man nu skal med det.
- Den samlede vurdering er, at det ser fornuftigt ud med de forholdsregler, vi har taget, omkring separat tilskuerafsnit. Vi forventer noget større ryk ind af Viborg-tilhængere, end i forhold til FCN i hjemmekampen – det siger sig selv. For deres udebanepublikum er meget beskedent.
- Så har vi løbende skullet vurdere baneforholdene og har alle mulige andre typer af arrangementer på banen, og vi har også skullet gøre en hel del omkring tv. Der skal bygges et nyt tv-tårn.
Er det blevet bygget?
- Nej, det går i gang nu her. Vi igangsatte det i går – og det er klart – vi skulle lige have hentet nogle tilbud hjem, se på økonomien i det og få hjælp fra lokale kræfter. Det er jo ikke bare lige noget, man gør.
- En af vores lokale sponsorer går i gang med det, og de laver også noget med nogle træplader, så vi får så gode tilskuerfaciliteter som muligt, siger han.
Både mod Randers og FC Nordsjælland tidligere i turneringen blev kampene også afviklet på klubbens opvisningsbane.
Balance i økonomi - men ingen tv-penge
Økonomien i en sådan kamp er ikke stor for Brabrand, som dog er sluppet for at skulle ud og betale for leje af et stadion.
Ifølge Divisionsforeningens vedtægter betaler hjemmeholdet for dommerudgifterne, og så har Brabrand også udgifter i form af det nævnte tv-tårn og andre forberedelser.
Ind kommer der kun entreindtægter, mens der var et lille håb for sportschefen Andreas Rasch-Christensen også.
- Vi har nogle relativt beskedne kampsponsorater, og så er det uklart for mig endnu, men måske får vi en andel af tv-indtægterne.
- Jeg ved faktisk ikke, hvordan de konkrete aftaler er i den henseende.
- Men som udgangspunkt har vi sponsoraterne, entreindtægterne, og så er der udgifterne, og det er sådan økonomien hænger sammen, siger han.
Bold har rakt ud til Divisionsforeningen, som slår fast, at der ikke er tv-penge at hente i pokalsammenhæng.
Her er de eneste summer, som klubber kan hente fra DBU, 500.000, hvis man vinder, 200.000, hvis man taber finalen, og 100.000 til det bedst-placerede seriehold.
Tv-penge eller ej forventer Brabrand dog ikke, at der bliver røde tal i opgørelsen fra kvartfinalebraget.
- Mit bud vil være balance.
- Vi sælger ikke billetter i forsalg, og mod Randers og FCN havde vi rekorder med henholdsvis 1400 og 1600 tilskuere. Den her kamp er sådan lidt tidsmæssigt bedre med søndag klokken 13.00.
- Vi ved ikke, hvor mange der kommer, men lad os nu bare sige, at der kommer 1500, så får vi det til at balancere, siger Andreas Rasch-Christensen til Bold.
Brabrand kommer ind til opgøret med fire sejre i bagagen i 3. divison, siden FCN blev ekspederet ud fra pletten.
Seneste kamp er dog helt tilbage fra 16. november, hvor landets fjerdebedste fodboldrække gik i vinterhi.

Brabrand IF
Oddset Pokalen






































