15 danske fans havde ved middagstid mandag købt billet til kvindelandsholdets udekamp i Stockholm tirsdag aften.
DBU havde naturligvis håbet på større opbakning, men i realiteten forventer man også flere end det.
I en udtalelse til Bold skriver DBU:
- Der er sket rigtig meget positivt de seneste år på kvindesiden - både i forhold til opmærksomhed, mediedækning og publikumstal - så vi havde gerne set flere tage turen til Stockholm i morgen, men der er endnu ikke samme tradition for at rejse med på udebane og støtte Kvindelandsholdet, som vi er så heldige at opleve med Herrelandsholdet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Når det er sagt, så har vi dog en klar forventning om, at flere danskere vil være til stede på stadion i morgen, da mange danskere bor i byen og formentlig har købt billetter til andre sektioner på stadion.
- Vi er utrolig glade for og stolte af den opbakning, Kvindelandsholdet får, når vi spiller herhjemme, men jeg tror alle er meget bevidste om, at vi stadig har et stort arbejde foran os i at få løftet kvindefodbolden i Danmark til det næste niveau.
- Det kræver en vedvarende indsats – både fra os som forbund, fra klubberne, medierne og fansene. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe bedre rammer, mere synlighed og endnu flere oplevelser omkring landsholdet, som kan engagere og samle endnu flere danskere.

Danmark (k)
UEFA Nations League A



































