Dario Dumic har siden sommeren 2023 været at finde i Eldense, der frister en tilværelse i den næstbedste spanske række.
Her fik den tidligere Brøndby-stopper en stærk start og spillede nærmest alle kampene i sin debutsæson, hvor oprykkerholdet sikrede sig en 16. plads og dermed overlevelse.
Og det startede da også fornemt i denne sæson - lige indtil uheldet ramte.
- Opholdet indtil videre har været sindssygt godt – både på og uden for banen. I forhold til denne her sæson, så startede det rigtig godt i de første ti kampe, og det var også rigtig godt for mig personligt.
- Jeg scorede to mål, lavede en assist og præsterede på et rigtig højt niveau, og så løb jeg ind i en lille skade efter 10-11 kampe, som jeg så kom tilbage fra efter et par uger, siger den tidligere Superliga-profil til Bold og fortsætter:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men dagen inden en kamp fik jeg så blindtarmsbetændelse og skulle opereres.
- Det trak så lidt ud, fordi der gik infektion i såret, og de skulle hive stingene ud for at rense det. Så jeg endte med at være ude resten af året, men nu har jeg trænet i et stykke tid, så nu ser det godt ud igen. Det har selvfølgelig været frustrerende, men jeg har ikke kunnet gøre så meget ved det, fortæller Dumic.
Kontraktudløb
Den 32-årige stopper regner nu med at komme stærkt tilbage i det nye år, hvor der imidlertid også lurer et kontraktudløb i horisonten.
Aftalen med spanske Eldense løber nemlig kun frem til udgangen af juni, men det er ikke umiddelbart noget, som den tidligere bosniske landsholdsspiller stresser over.
- Jamen, det har jeg egentlig ikke gjort mig så mange tanker om. Det bliver et ret kedeligt svar, men det har jeg faktisk ikke.
- Jeg har brugt min energi på at genoptræne det seneste stykke tid, så jeg kan blive fit for fight igen og komme op på 100 procent. Så jeg har faktisk ikke tænkt så meget over det, siger Dumic og slår på samme tid fast, at han fortsat ser sig selv i det spanske.
- Vi snakker løbende sammen, og vi har også lige fået en ny sportsdirektør. Så jeg ser helt klart også mig selv i Spanien efter sommerferien.
Så du ville ikke være åben for en retur til Danmark?
- Nej, det ligger ikke i kortene, at jeg skal tilbage til Danmark, må jeg ærligt indrømme.
- Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig i fodboldens verden, og man skal være åben over for alt – især når man kommer op i den alder, som jeg er ved at ramme nu. Men lige nu ligger det ikke i kortene, at jeg skal hjem til Danmark, siger han til Bold.
Siden skiftet væk fra Brøndby og dansk fodbold har Dumic været forbi adresser som NEC Nijmegen, Utrecht, Dynamo Dresden, Darmstadt, Twente og Sandhausen.
Flest optrædener er det dog blevet til for de blågule, som han nåede at spille 107 kampe for inden skiftet i 2016.

Eldense
Segunda Division































