






Billederne talte sit tydelige sprog, da Jordan Larsson før landskampspausen blev udskiftet ved stillingen 0-2 mod Fredericia.
Svenskeren gestikulerede voldsomt og lagde ikke skjul på sin utilfredshed, men til fredagens mediedag i FCK gør Larsson det klart, at det ikke vil gentage sig.
- Jeg reagerede ikke kun, fordi Nees skiftede mig ud, men det var hele situationen, som vi har været igennem. Vi spillede dårligt og var bagud i Parken. Jeg blev udskiftet, og det blev bare for meget for mig.
- Selvfølgelig er det ikke nogen undskyldning, og det er ikke okay at reagere på den måde, som jeg gjorde, men inden landsholdspausen havde Nees og jeg en god snak, hvor jeg selvfølgelig sagde undskyld, og vi var på samme side. Han forstod mig, og jeg forstod ham, fortæller Larsson.
Fredericia-kampen endte som bekendt med at blive Jacob Neestrups sidste som FCK-træner.
- Nu er han her ikke mere, men jeg ønsker ham alt det bedste, for uden ham og PC, der var her dengang, havde jeg måske ikke været her, og jeg har vundet to mesterskaber og to pokaler under Nees og spillet Champions League, så jeg har meget at takke ham for.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er ikke på nogen måde sådan, at vi har afsluttet det på en dårlig måde. Vi har altid haft respekt for hinanden, og jeg ønsker ham alt det bedste, siger Larsson.
Svenskeren påpeger, at reaktionen ikke var med onde hensigter.
- Selvfølgelig skal man ikke reagere på den måde, men det kommer fra et godt sted. Det kommer fra, at jeg ikke synes, det er okay, at jeg og holdet har præsteret på den måde, som vi har gjort, og jeg ville også gerne være med i slutningen af kampen og kunne bidrage og tage ansvar. Det er der, det kommer fra.
- Jeg forstår, at det ikke ser så godt ud, men det kommer fra et godt sted, og selvfølgelig kommer det ikke til at ske igen. Jeg er ikke den første eller sidste fodboldspiller, der har reageret, når han er blevet udskiftet, men jeg skal ikke gøre det igen, forsikrer Jordan Larsson.
Kantspilleren står noteret for ti mål og fem oplæg i 44 kampe i denne sæson.
Nu hedder cheftræneren i FC København Bo Svensson, og han debuterer på søndag mod Silkeborg.



FC København
3F Superliga





































