Hans navn har været på manges læber de seneste 15 måneder.
I Danmark og i udlandet. Blandt journalister, eksperter, spillere og trænere. FCK’s cheftræner, Jacob Neestrup, har kort tid inde i jobbet sat et historisk aftryk i den danske hovedstad med kvalifikationen til 1/8-finalerne i Champions League.
Men den 35-årige cheftræner vil mere i den danske mesterklub. Han vil bryde igennem mure, som i dansk sammenhæng ikke har virket mulige at bryde igennem før.
- Lige nu er FC København et godt sted, og vi har stadigvæk så meget potentiale for at rykke klubben et nyt sted hen, siger Jacob Neestrup, da han møder bold.dk
- Det, synes jeg, er spændende at kunne prøve at flytte.
Hvorfor skulle han?
Man skulle ellers tro, at succesen på dansk grund kunne få ham til drømme om det, som spillere og trænere i Superligaen så ofte gør.
At tage skridtet op til en større liga, en større klub.
Men hvis Jacob Neestrup går med de drømme, skjuler han dem godt. For han vil først og fremmest tage nye og større skridt i FC København og byen, der betyder så meget for ham.
- Den danske Superliga er inde i en spændende udvikling. Vi skal stå tidligt op for at få de tre point i alle kampe. Der er fyldte stadions. Der er et top 6-spil. Du møder de seks bedste hold 50 procent af gangene.

Foto: Kenneth Meyer
- FC København har som klub taget nogle gigantiske skridt de sidste to-tre år efter corona. Vi spiller foran 30.000 mennesker næsten hver gang. Vi ligger i en hovedstad. Jeg synes – og kald mig bare inhabil – at FC København er en kæmpe klub.
- Derfor har jeg rigeligt med indhold til at udfylde mit ambitionsbehov i FC København, siger Neestrup, der i november blev bragt i spil som kandidat til jobbet i Ajax.
Kan ikke sammenlignes med Ståle
Da løverne for første gang gik videre i Champions League i 10/11-sæsonen, var det med Ståle Solbakken i spidsen.
Nordmandens præstation var med til at give ham adgangsbilletten til større udenlandske liga – først i FC Köln og derefter Wolverhampton.
Selvom Ståle Solbakkens kærlighed til FCK var stor, var det egne ambitioner, der fik ham til at tage på nye eventyr.
Springet kan bare ikke sammenlignes med i dag, mener den nuværende FCK-chef Jacob Neestrup.
- FC København er 1. januar 2024 en meget større klub, end den var for 15 og 20 år siden. Vi er vokset. Den danske liga er vokset.
- Der har aldrig været flere klubber omkring os, som rækker ud efter det, som vi mener er vores. Og dér vil jeg gerne være en af kaptajnerne på skibet, der sørger for, at selvom andre klubber har gang i spændende projekter, så sørger vi for at sige hertil og ikke længere.

Foto: Michaela Rehle/AFP/Ritzau Scanpix
Fylder ham med ærefrygt
Den ambition får ham også til at arbejde dag og nat.
For der skal lægges ualmindeligt mange kræfter i det, der for 15 måneder siden var en synkende skude, men som ifølge Jacob Neestrup nu kan blive større end nogensinde.
- Det giver noget ærefrygt, og det gør, at jeg holder mig skarp hver dag.
- Det gør jeg, når vi vinder, og det gør jeg satanedme også, når vi taber. Så kan jeg love dig for, at jeg bruger alt min energi på, hvordan vi kan få vendt det her på hovedet, for det kræver det.
Med et pokalexit og en aktuel tredjeplads i Superligaen er der også noget at tage fat på for cheftræneren, der ser frem til en vinter, hvor han vil have klubben styrket ud på den anden side.
- En stor del af det potentiale, der ligger i et transfervindue, er, at vi har seks uger på træningsbanen. For vi har ikke kunnet træne i et halvt år. Vi har kunnet se video. Og vi har kunnet bruge en masse tid i et teorilokale.
- Men vi har ikke kunnet træne i praksis, og der ligger et potentiale der, som ikke nødvendigvis er mindre, end det at købe en spiller eller to eller sælge en spiller eller to.
De uger skal derfor bruges som afsæt til jagten på endnu et dansk mesterskab - det, der er forudsætningen for overhovedet at kunne tage de famøse næste skridt.
- Jeg tror ikke, der er nogen mellemledere eller ledere i FC København, som ikke har intentionen om at prøve at se, om vi kan accelerere en smule. Lad os se, om vi ikke kan det.
Gik du glip af første del af bold.dk’s eksklusive interview med Jacob Neestrup, kan du finde det lige her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga





























