Det ene point, som FC Midtjylland fik mod Hoffenheim i Europa League for en uge siden, sendte Danmark tilbage i top-15 på den europæiske koefficientrangliste.
Torsdag er der endnu engang vigtige rangliste-point på spil, når både FC København og FC Midtjylland skal spille europæisk, og her kan FCM'erne selv sørge for, at Danmark haler ind på en af konkurrenterne.
FCM møder på neutral grund i Beograd israelske Maccabi Tel Aviv, og lige præcis Israel er over Danmark på ranglisten.
Israel, der kun har Maccabi Tel Aviv tilbage i europæisk fodbold i denne omgang, står noteret for 30.625 point på 13. pladsen, mens Danmark - for nuværende repræsenteret ved FCK og FCM - har 29.575 point og indtager 15. pladsen.
Og den stilling er FC Midtjylland-cheftræner Thomas Thomasberg godt klar over, slog han fast, da blandt andre Bold var til stede til onsdagens pressemøde i Beograd.
- Maccabi Tel Aviv er et hold, der hænger godt sammen, arbejder hårdt for hinanden og samtidig kan spille fodbold. Vi må ud at konkurrere om, hvordan det skal ende på banen, men på en del parametre er vi vel nogenlunde samme niveau.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Israelsk fodbold ligger vist også over os på koefficientlisten, selvom de kun har Maccabi Tel Aviv tilbage, så jeg regner med, vi får kamp til stregen, men jeg går også ind med en tro på, at vi kan tage tre point.
Du nævner selv, at Israel ligger over Danmark på ranglisten. Har du tænkt mere over at få sikret nogle koefficientpoint, fordi det er et hold fra Israel, I møder?
- Jeg følger også med i listen og vil gerne have Danmark så højt op som muligt. Der ved vi godt, at de her kampe har stor betydning, men det ændrer ikke på, at når vi går ind til kampene, så vil vi vinde dem ligegyldig, om vi møder et hold fra Israel, Portugal eller Tyskland, som det var i sidste uge.
- Vi går ind på banen for at vinde kampene og uden at skele til koefficientlisten, for den har ikke betydning i forhold til det.
- Det har den på den lange bane, og der er det vigtigt, at vi laver point hver eneste runde, men det er ikke noget, vi bruger ekstra kræfter på, bare fordi de ligger omkring Danmark i den samlede stilling, men vi vil rigtig gerne slå dem, lød det fra FCM-cheftrænerne.
Leve op til egen selvforståelse
Netop koefficientlisten var også et stort tema på FC Københavns pressemøde onsdag aften.
Her blev Jacob Neestrup af Bold spurgt, om hvor vigtig Conference League er for FC København, og her var en af FCK-cheftrænerens pointer, at de ikke kun skal vinde for FC Københavns skyld, men også for dansk fodbolds skyld.
Det kan du læse mere om her.
Se den øjeblikkelige stilling her:
Man kigger på fem sæsoner, og i år er 2019/2020-sæsonen udgået.
| Placering | Nation | Point | Point i denne sæson | Hold tilbage |
| 11. | Norge | 32.000 | 4.125 | 2/4 |
| 12. | Østrig | 31.000 | 4.200 | 4/5 |
| 13. | Israel | 30.625 | 1.875 | 1/4 |
| 14. | Schweiz | 29.975 | 3.400 | 3/5 |
| 15. | Danmark | 29.575 | 3.250 | 2/4 |
| 16. | Grækenland | 29.500 | 2.875 | 3/4 |
| 17. | Skotland | 29.300 | 3.000 | 3/5 |
| 18. | Polen | 26.625 | 3.375 | 2/4 |
| 19. | Kroatien | 25.025 | 3.875 | 1/4 |
| 20. | Serbien | 23.675 | 1.900 | 2/5 |
| 21. | Ukraine | 23.000 | 2.200 | 2/5 |
| 22. | Slovakiet | 21.250 | 4.625 | 1/4 |
Kilde: Kassiesa
Læs om pointsystemet her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
Europa League





































