Thisted-spilleren Christian Hørby har været igennem en svær periode, da han har siddet ude med en stor knæskade, der har holdt ham væk i et år.
Hørby fortæller dog til Thisteds Facebook-side, at han har valgt at tage meget med fra forløbet. Midtbanespilleren er blandt andet begyndt at sætte mere pris på at kunne spille fodbold igen.
- Man kan vælge at se surt på alting, eller så kan man prøve at tage noget med. Jeg har prøvet at tage en masse ting med, hvor jeg har kigget på mit eget spil i forhold til at skulle udvikle mig, når jeg kom tilbage, og hvordan jeg skulle udfylde min rolle.
- Jeg har lavet nogle udviklingspunkter for mig selv også mentalt i forhold til, hvordan jeg skulle gribe tingene an.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det hele kan forsvinde på et øjeblik, så det er også det med, at jeg skal sætte pris på hver træning, siger Hørby og tilføjer.
- Den her skade har fået mig til at indse, at det hele kan forsvinde på et sekund. Så hurtigt kan det gå. Den ene dag kan du spille fodbold, den anden dag kan du ikke noget, så jeg har fået meget til at sætte mere pris på det og gjort mig mere sulten.
- Glæden har jeg fået fuldstændig tilbage ved at få det taget fra mig, og det kan lyde lidt underligt, men det booster ens sult og glæde ved at komme tilbage og være en del af holdet.
21-årige Hørby er noteret for to 2. divisionskampe i denne sæson.