Den tidligere U19-landstræner Lars Knudsen er et godt billede på, hvordan en karriere inden for fodboldverdenen kan ændre sig på et splitsekund.
For da han havde at gøre med nogle af de største talenter i Danmark, blev han først kapret af USA’s landshold og sidenhen af Leicester for at skulle hjælpe holdene med at blive bedre på standardsituationer.
Siden 2022 har den 46-årige været til VM og i Premier League, men nu er det slut med at være i verdens bedste liga, eftersom han i slutningen af juni fik ophævet sin kontrakt, men det er ikke, fordi der er sket noget vildt, fortæller han til bold.dk.
- Der er ikke noget odiøst i det. Det er sådan nogle gange på det niveau, at når man vælger at skifte cheftræner, så bliver der også skiftet i staben, og det er, hvad der er sket i det her tilfælde.
- Den stab, der var der før, er blevet fritstillet, da den nye cheftræner (Enzo Maresca, red.) har taget hele sin egen stab med. Det er egentlig bare det, det handlede om. Jeg accepterer det fuldt ud. Der er ingen bad feelings overhovedet, fortæller han.
Det var Brendan Rodgers, der for lidt under et år ringede til Lars Knudsen for at få ham til det engelske, og danskeren tøvede ikke med at takke ja til tilbuddet.
Nu står han tilbage med endnu en stor oplevelse i bagagen efter en udfordrende sæson, der endte med en nedrykning til Championship.
- Jeg har været utrolig glad for at være i Leicester. Det er en rigtig god klub med nogle rigtig gode folk – både spillere og trænere.
- Det at være i Premier League er jo bare noget særligt, så det har på alle leder og kanter været en god oplevelse, og jeg har kun positive ting at sige om det. Jeg har været glad for den tid, jeg havde i klubben og ønsker dem kun det bedste fremadrettet, siger Lars Knudsen.
Åben for fremtiden
Lars Knudsen står lige nu i en position, som han ikke har gjort i godt og vel tre år, nemlig uden job.
Men det bekymrer ikke den efterhånden erfarne træner, der tidligere har været i AaB og FC Midtjylland i forskellige funktioner, da tingene i fodboldverdenen kan gå utrolig stærkt.
- Lige nu er det lidt åbent. Vi må se, hvad der kommer, og hvad der viser sig hen ad vejen, og så tager vi den derfra. Jeg glæder mig bare til, at jeg kommer i gang med noget nyt, når jeg engang skal det.
Vil du gerne tilbage som cheftræner eller blive i virket som dødboldstræner
- Hvis du havde spurgt mig for 16-18 måneder siden, om jeg skulle til VM og en tur til Premier League i den funktion, jeg nu har haft, så havde jeg ikke lige forestillet mig, at det var det, der kom. Det er nok et meget godt billede på, at det der med karriereplanlægning i fodbold er utrolig svært, så det gør jeg heller ikke selv.
- Jeg prøver at forholde mig til det, der kommer foran mig, og så tager vi den derfra. Jeg har erfaring med nogle forskellige ting, og det kan jeg bruge i forskellige roller, hvis det skulle være. Det prøver jeg at være åben omkring.
- Jeg kan se mig selv arbejde i flere forskellige roller i fodbold, og jeg har efterhånden samlet en del erfaring sammen, så det handler egentlig mere om, om der kommer noget, som ser interessant ud på flere måder og som jeg kan se mig selv i, understreger han over for bold.dk.
Lars Knudsen har været i funktioner som scout, assistenttræner, cheftræner og altså dødboldstræner som det seneste.

Leicester



































