2. Division -Greve-træner: Fantastisk præstation
2016-11-09 16:59:02
Foto: Getty Images

Greve-træner: Fantastisk præstation

Greve-cheftræner Jonas Borup Jensen kalder det for en fantastisk præstation af Greve at komme i oprykningsspillet lige efter oprykning fra Danmarksserien.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

2. divisionsoprykkerne fra Greve sikrede sig lørdag en plads i oprykningsspillet, da de på en svær udebane slog FC Sydvest med 1-0 - og det var de ikke overraskende ret glade for i Greve.

- Det var en forløsning efter en periode med svingende resultater og manglende resultater at få den sejr, der skulle til. Præstationen taler for sig selv, synes jeg, siger Greve-træner Jonas Borup Jensen til bold.dk.

- Drengene har leveret en fantastisk præstation  ved at komme med i et oprykningsspil i det første år i 2. division efter oprykning, siger han videre.

Nu står den så på flere måneders kamppause - men i Greve er man opmærksom på i hvert fald én ting, inden oprykningsspillet begynder til foråret.

- Lige nu kører vi noget restitutionstræning, men fra januar skal vi sørge for at give drengene et endnu bedre udgangspunkt rent fysisk, end de havde forud for sæsonen. Det var noget af det, vi haltede på i starten af sæsonen, og nu har vi rigtig god tid til at stille os selv endnu bedre, siger Jonas Borup Jensen, som holder døren åben for nye spillere.

- Der er nogle økonomiske begrænsninger, når man er i Greve. Men hvis vi falder over den rigtige, må vi jo se, hvad vi kan gøre. Omvendt synes jeg også, vi er en klub, som kan være rigtig interessant for rigtig mange spillere, for vi giver eksempelvis chancen til spillere, som er blevet kasseret på et højere niveau, siger han.

Greve kommer over i oprykningsspillet med otte point og lægger sig dermed omtrent midt i feltet. Men Jonas Borup Jensen er rimelig forbeholden om ambitionerne - i hvert fald til at starte med.

- Det er alt for tidligt at sige. Nu skal vi lige samle kræfter efter en meget hård efterårssæson, og så må vi se, hvor vi står, når vi kommer tilbage fra vinterpausen. Men vi går selvfølgelig ud for at lave en god figur. Vi kommer i hvert fald ikke til at lægge os ned.

Men hvad er drømmescenariet for Greve?

- Det er at vinde en masse fodboldkampe og slutte i top-to, lyder det afslutningsvis med en let ironisk latter fra Jonas Borup Jensen.

Greve formåede i løbet af efteråret at tage fem sejre, mens det blev til fem uafgjorte kampe og fire nederlag.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce