I aften skal FC København forsøge at spille sig frem til gruppespillet i Champions League. Det kræver noget ekstra, da første kamp mod Bayer Leverkusen som bekendt endte med et 3-2-nederlag.
Leverkusen-træner Roger Schmidt betoner, at hans hold også kommer til at spille frisk fremad banen på BayArena i aften.
- København har brug for to mål, og det betyder, at vi indstiller os på, at de vil spille med større risiko, siger Roger Schmidt ifølge klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Vi har vores stil, og den ændrer vi ikke hver tredje dag. Vi fastholder og forsøger at optimere spillet yderligere. Og vores stil handler ikke kun om at agere offensivt men også om at forsvare rigtig godt. Vi tror på at score mange mål, men også på at forhindre mange mål, siger Roger Schmidt.
I weekenden scorede Karim Bellarabi Bundesliga-historiens hurtigste mål, da Leverkusen blæste fremad, så snart de havde givet bolden op i udekampen mod Borussia Dortmund.
- Jeg hader det som pesten, når bolden bliver givet op og spillet tilbage til målmanden. Så får jeg mavesår, men indtil videre har mit mandskab gjort det godt, lyder det.
Der forventes godt 20.000 tilskuere til kampen i Köln-forstaden. Der er kampstart – som sædvanlig – 20.45.



Bayer Leverkusen
Champions League































