Superligaen har fået sig et nyt brødrepar, men de er på to forskellige hold.
22-årige Pelle Mattsson fra Silkeborg har nemlig i januar fået selskab af sin 24-årige storebror, Magnus Mattsson, som er skiftet til FC København.
Her er der lagt op til en spændende familiekomsammen næste gang, da Silkeborg og FCK faktisk mødes i forårets første kamp.
En duel, som Magnus Mattsson i den grad ser frem til.
- Det bliver konge, da jeg glæder mig til at spille mod min lillebror. Det er ikke mange, der får den mulighed, det er klart.
- Jeg glæder mig bare til at komme i gang og til at spille mod Silkeborg. Det bliver fedt, siger Magnus Mattsson til Bold.
Det ser dog ikke ud til, at mor-Mattsson får det på samme måde.
- Jeg tror, at hun glæder sig, men hun er nok også nervøs. Så det bliver min mor, der kommer til at have ondt i maven på sidelinjen.
Glad og stolt lillebror
Det virker til, at de to brødre kender deres mor rigtig godt.
Bold har nemlig også talt med Pelle Mattsson, som ligeledes tænker på sin mors helbred den 18. februar.
- Min mor bliver selvfølgelig nervøs, og det er da også kun naturligt, når ens sønner skal møde hinanden på så højt et niveau.
Hvem kommer hun til at heppe på?
- Haha, det ved jeg ikke. Det er vel en 50/50. Hun kan håbe på et kryds, siger Pelle Mattsson med et grin.
Silkeborgs midtbaneprofil jubler over, at hans bror er tilbage i 3F Superligaen, selv om de nu er modstandere.
- Jeg er glad for, at Magnus er skiftet. Han er glad for det step, som han har taget, og det kan man som lillebror kun være stolt og glad for.
- Men det betyder jo, at jeg kommer til at spille mod ham, og det glæder jeg mig til. Det fedeste kunne være, at vi skulle spille på samme hold, men det næstfedeste er jo så at spille over for hinanden.
Men selv om det er brormand, som Pelle Mattsson skal stå over for, så bliver familielivet lagt på hylden for en stund.
- Jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg kan, for at stoppe ham og FCK. Men det er jo det samme som alle andre modstandere. Der er jo ikke nogen forskel.
- En håneret kunne være fedt, men når vi går på banen, er der ikke forskel på, om det er min storebror eller en anden, som jeg møder, siger Pelle Mattsson til Bold.
Det er den 18. februar, at Pelle Mattsson og Silkeborg tager imod Magnus Mattsson og FC København.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Silkeborg IF
3F Superliga




































