


Hillerød Fodbold er nyt tophold i Betinia Liga.
Det står klart, efter at holdet slog Esbjerg fB med 3-0 søndag eftermiddag.
Slotsbyens hold fik en perfekt start på kampen, da Victor Dedes udnyttede en ripost efter sløjt keeperspil til at score til 1-0 efter bare fire minutters spil.
13 minutter senere udbyggede offensivprofilen Adrian Justinussen til 2-0 på et smukt langskudsmål, som Robby McCrorie i EfB-målet ikke havde nogen chance for at tage.
Skidt blev til værre for gæsterne kort inde i anden halvleg.
For i det 49. minut stod midtbanespilleren Saman Jalaei godt placeret i Esbjergs felt og scorede således på en løs bold.
Herfra forløb opgøret uden yderligere scoringer, og således vandt Hillerød med 3-0.
Sejren betyder, at Hillerød kravler til tops i Betinia Liga med 17 point efter ni kampe.
EfB glider ned på fjerdepladsen. Klubben har 15 point efter samme antal kampe.

Esbjerg fB
Betinia Liga
Hillerød





































