Charlie Wykes hjerte slog ikke i fire minutter.
I november 2021 kollapsede Wigan-angriberen under en træning, da han blev ramt af et hjertestop - præcis som den danske landsholdsprofil Christian Eriksen gjorde i EM-gruppekampen mod Finland den 12. juni i sommeren 2021.
Wyke, der i dag er 29 år gammel, modtog prompte behandling fra sin cheftræner, hvorefter han blev kørt til det nærmeste hospital for at modtage yderligere hjælp.
I et stort interview med Sky Sports fortæller den engelske angriber om processen efter kollapset, hvor han blev inspireret af Christian Eriksen til at gennemføre et comeback til fodboldscenen.
- Jeg husker, hvordan jeg så hele Eriksens situation udspille sig under EM, mens jeg var på ferie. Jeg tænkte: 'Som spiller skal man godt nok være uheldig, hvis det skal ske for én.' Og fire måneder efter skete det så for mig selv, siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Eriksen har inspireret mig til at komme tilbage. Jeg havde brug for at se en anden gøre det, for at jeg selv kunne gennemføre det.
- Det har været den hårdeste kamp, jeg nogensinde har kæmpet. Jeg har fundet en indre styrke, som jeg ikke var klar over, at jeg havde, siger Wyke.
Charlie Wyke gjorde officielt comeback for Wigan den 20. august, da han blev skiftet ind i 1-0-sejren over Birmingham.
Her bidrog angriberen sågar med en assist.
Charlie Wyke skiftede i sommeren 2021 til Wigan efter en succesrig periode hos Sunderland, hvor han noterede sig for 41 mål i 113 kampe.

Wigan
Manchester United
Championship


































