Neo Jönsson forlod i sommeren 2025 FC København til fordel for en retur til Sverige.
Den 19-årige svensker skiftede til IK Sirius, hvor han efter en tilvænningsperiode er blevet fast mand på holdkortet.
- Jeg må sige, at det har været et godt skifte. Da jeg kom til, skulle jeg vænne mig til seniorniveauet.
- I de første seks måneder spillede jeg ikke særlig meget, men siden er det bare gået fremragende, siger Jönsson til Bold.
Sirius topper Allsvenskan efter otte runder, og det tidligere FCK-talent har allerede leveret fire målinvolveringer.
Offensivspilleren er glad for at kunne bidrage, men han er ikke overrasket over sine præstationer.
- Det er selvfølgelig fedt, og jeg føler, at jeg er ved at udfylde mit potentiale. Jeg får meget spilletid, men at jeg laver målinvolveringer, er ikke noget, jeg er overrasket over. Det plejer jeg at gøre.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har fået chancen, og så er man nødt til at gribe den. Det føler jeg, at jeg har gjort, og nu har jeg gjort startpladsen til min.
- Jeg skal blive ved med at udvikle mig, fordi jeg kan tage flere skridt i den liga, fortæller han.
Neo Jönsson blev som 16-årig hentet til FC København, og han har derfor fået en del af sin fodboldmæssige opdragelse i Danmark.
Det har hjulpet ham i overgangen til seniorfodbold.
- Det er selvfølgelig et stort skridt at tage, men jeg mener, at den danske U19 Liga klart er bedre end den svenske (U19-række, red.), så jeg udviklede mig meget i FCK.
- Derfor var det ikke et kæmpe skridt (at skifte til en Allsvenskan-klub, red.), og jeg synes ikke, at det har været en stor udfordring.
Drømte om debut i Parken
Neo Jönsson forlod som tildligere nævnt FC København i sommeren 2025.
Han nåede dog aldrig at få debut på løvernes førstehold, og det ærgrer ham stadig.
- Det var selvfølgelig hårdt. Det var noget, jeg havde drømt om. Jeg ville selvfølgelig gerne have fået debut og spillet i Parken – det vil alle.
Selv om det aldrig blev til debut på førsteholdet, er han stadig taknemmelig for tiden i Danmark.
- Jeg er stadig virkelig tilfreds med min tid i klubben. Den har været med til at gøre, at jeg kunne tage skridtet til Allsvenskan, lyder det fra Neo Jönsson.

I sommer forlød det, at Neo Jönsson afviste at forlænge sin kontrakt med FC København.
Den udlægning kan den nu 19-årige svensker godt genkende, og han forklarer, at beslutningen skyldtes udsigten til spilletid på seniorniveau.
- Jeg følte ikke, at jeg havde en rimelig chance for at få fast spilletid, og det var det, jeg prioriterede højest.
- Jeg ville have spilletid på seniorplan, og det kunne FC København ikke tilbyde mig. Det var derfor, jeg skiftede.
Nu er fokus rettet mod at præstere i Allsvenskan, men han vil ikke afvise en tilbagevenden til FC København i fremtiden.
- Det er svært at sige. Jeg elsker klubben, byen og de venner, jeg fik derovre. Måske en gang i fremtiden, men lige nu er fokus på Sirius, slutter han.
Neo Jönsson har kontrakt med IK Sirius til udgangen af 2029.
Han er i alt noteret for 15 kampe for den svenske klub, hvor det er blevet til seks mål og to oplæg.

FC København
Sirius
Allsvenskan
































