2026-07-14 11:41:00

Matchday Production i kæmpe underskud

Matchday Production, der står for produktionen af kampene i Superligaen og 1. division, har et underskud på 42 millioner kroner. Egenkapitalen er faldet til minus 56,6 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Matchday Production, som er Divisionsforeningens produktionsselskab, er kommet ud af 2025 med et massivt underskud.

Årets resultat endte på et underskud på 42 millioner kroner. Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab.

Underskuddet er markant større end året før, der lød på knap 25 millioner kroner i minus. Samtidig viser regnskabet, at selskabets egenkapital nu er negativ på 56,6 millioner kroner.

Ledelsen vurderer dog, at kapitalen forventes genetableret gennem fremtidige overskud.

Det fremgår videre af regnskabet, at selskabet er afhængigt af moderselskabet DMC Production ApS, som har afgivet en støtteerklæring, der sikrer finansieringen frem til mindst 31. marts 2027.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Matchday Production i kæmpe underskud
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Bold har været i kontakt med Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, der sidder i bestyrelsen i Matchday Production, og han mener ikke, der er grund til bekymring trods det store underskud.

- Driften i Matchday har det fint. Det har kvaliteten af produktionerne også. Det er rigtigt, at der har været en opstart af Matchday, som har givet anledning til, at der skulle investeres yderligere. Derfor er der et underskud, men den primære drift er udmærket, siger Claus Thomsen.

Kunne I ikke godt tænke jer, at det blev en rentabel forretning, som genererer overskud? Hvornår kan det blive det?

- Det er meningen med alle forretninger, men når man etablerer et nyt selskab, skal der investeres, og til at starte med skal de investeringer hentes hjem. At oprette et produktionsselskab er en langsigtet investering, siger Claus Thomsen.

Matchday Production blev stiftet i 2023. Superligaen A/S, der ejes af de 12 Superligaklubber, ejer 49 procent af selskabet, mens DMC Production ApS ejer de resterende 51 procent.

Selskabet overtog produktionen af Superligaen og 1. division, men der var gevaldige startvanskeligheder.

Viaplay var så utilfredse med Matchday Productions tekniske problemer, at de i september 2024 droppede samarbejdet med selskabet. Sidste sommer blev samarbejdet dog genoptaget, men månederne uden Viaplay har utvivlsomt kostet på pengepungen i Matchday Production.

I Matchday Productions bestyrelse sidder Claus Thomsen, Thomas Christensen, Nicholas Edward Morgan, Per Jonas Persson og Paul Henriksen.

Podcast Cover

Superligaens tv-produktion bløder millioner

Hattrick | Afsnit 148

42 millioner kroner. Så stort et underskud er Matchday Production, der står bag tv-produktionen af Superligaen, kommet ud med. Men hvor alvorligt er det egentlig - og er der grund til bekymring?

Læs mere
-13:42

Superliga - Holdet E26

Gør sæsonen sjovere med Super Manager

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce