Fremad Amager har oprustet den sportslige organisation, da de har ansat den tidligere FC København-spiller og Frem-træner Michael Mio Nielsen som talentchef.
Ifølge Fremad Amagers administrerende direktør Flemming Rosenkrantz, så er ansættelsen et vigtigt led i genrejsningen af klubben.
- Vi er nu nået til fase 3 i vores fælles genrejsning af Fremad Amager, og efter vi i de første faser har haft fokus på at få det organisatoriske og det sportslige på plads, hvilket er lykkedes rigtigt fint, så er tiden nu inde til at vi kigger nærmere på næste skridt i udviklingen – nemlig talentudviklingen, siger Rosenkrantz til klubben Facebook-side, inden han uddyber.
- For at være helt ærlig, så synes jeg, det er et scoop, vi har gjort. Vi får med ansættelsen af Michael ”Mio” Nielsen en ekstremt kompetent chef, som fra 2008 til 2015 ikke bare har været med til at starte FCK’s School of Excellence, han har været manager og dermed været manden for "enden af bordet" – og det er præcis hvad vi har brug for i vores setup: Kompetence, erfaring og vilje til succes, slutter direktøren.
Michael Mio Nielsen har senest været midlertidig træner i Frem, da han i efteråret kortvarigt tog over for den fyrede Henrik Gundersen.


Fremad Amager
Betinia Liga






























