Det bliver meget dyrt at overvære verdensmesterskaberne næste år i Nordamerika.
FIFA indførte såkaldt 'dynamisk prissætning', hvor det er markedskræfterne, der fastsætter billetpriserne. Efterspørgslen er rigtig høj, og derfor blev priserne skudt i vejret.
De valgte dog på bagkant at fastsætte flere billetyper til en bestemt pris, da de torsdag åbnede billetsalget igen.
Det kom til gengæld som et chok for mange af de loyale fans af deltagende hold, der nu kender deres nations kampprogram, at deres 'supporter-billetter' havde samme pris som for den generelle befolkning.
Den billigste billet stod til omkring 1683 kroner til en gruppekamp, hvilket mødte hård kritik fra blandt andet Football Supporters Europe. De kaldte det et 'monumentalt forræderi mod VM-traditionen'.
Artiklen fortsætter efter billedet

Nu har FIFA hørt kritikken og sat en række billigere billetter til salg. Det oplyser de om i en pressemeddelelse.
De har tirsdag indført en ny billet-kategori, der kaldes 'Supporter Value Tier'. Billetterne i den kategori koster 381 kroner, men der er få at kæmpe om.
Hvert fodboldforbund får tildelt otte procent af billetterne. Af dem vil kun ti procent tilhøre den nye 'Supporter Value Tier'.
Altså er det kun 0,8 procent af billetterne, som går til den kategori fra hvert fodboldforbund i alt.
Det giver en samlet mængde på 1,6 procent af det samlede antal billetter til hver kamp, som kan få glæde af denne fordelagtige billetpris.
The Athletic har regnet det om til cirka 1000 tilskuere pr. kamp.
Resten af fansene må fortsat punge op, hvis de skal ind at se en kamp ved VM-slutrunden. Der er nemlig ikke foretaget flere justeringer.
Hvis Danmark kvalificerer sig til VM, skal de spille i Guadalajara, Atlanta og Mexico City.
Danskerne kan glæde sig over, at det er en tand billigere at leve i Mexico, end det kommer til at være i USA og Canada.
FIFA har allerede oplevet en vild efterspørgsel på billetter med over 20 millioner ansøgninger.

VM Morgenbreifing: Spanien er verdensmestre
Hattrick | Afsnit 154VM 2026 er slut. Spanien besejrede Argentina 1-0 efter forlænget spilletid og kan nu kalde sig både europa- og verdensmestre.
Læs mere
VM































