




Der blev skrevet danmarkshistorie søndag eftermiddag i Fredericia, hvor det nyoprykkede mandskab for første gang skulle spille Superliga-fodbold.
Til opgaven havde FC Nordsjælland krydset det danske sommerland, og hverken de medrejsende fans eller hjemmeholdets supportere fik en kedelig start.
Der var således spillet lige over 60 sekunder, da Fredericia kunne give sig selv den bedst tænkelige start i landets bedste række.
Markus Walker begik en eklatant fejl for gæsterne, og det gav plads til Moses Opondo, som fandt en fri Gustav Marcussen i feltet. Han bankede bolden i nettet til 1-0.
Men glæden varede kort i Fredericia.
For FC Nordsjællands Prince Amoako Junior kunne i kampens femte minut udligne, da han modtog en dybdebold fra Caleb Yirenkyi henover Fredricias forsvar.
Artiklen fortsætter efter billedet

Amoako Junior sendte sikkert bolden i nettet bag Fredericia–målmand Ovie Ejeheri, som heller ikke så alt for godt ud, og stillingen var 1-1.
Fredericia var tydeligt rystede ovenpå udligningen, og der gik ikke længe, før en ny fejl kostede mål.
Denne gang var det Svenn Crone, som fejlede grelt ved at give bolden væk til Mark Brink, hvorefter Prince Amoako Junior kunne assistere Sindre Walle Egelis første sæsonmål i ligaen.
Østjyderne var nu alvorligt rystede, og der blev efterfølgende begået et utal af fejl, man ikke forventer at se på Superliga-niveau.
Boldbesiddelsen tippede mere og mere til overlegne FC Nordsjællands side, og med en boldbesiddelse på mere end 85 procent var et tredje mål til tigrene nærmest uundgåeligt.
Det faldt da også ved udskældte Peter Ankersen, som tidligere i halvlegen var genstand for et vredt banner på baggrund af den advarsel, han er beskyldt for bevidst at trække, som holdt ham ude af det afgørende guldbrag mod hans gamle klub FC København tilbage i maj.
Ovie Ejeheri så for tredje gang ikke specielt heldig ud i Fredericia-målet, da Ankersen forlængede bolden i mål mellem benene på den 22-årige keeper til 3-1.
Død halvleg blev afløst af spænding
Med den pausestilling havde FC Nordsjælland kampen, hvor de gerne ville have den, og det kom til udtryk efter pausen.
I varmen havde FC Nordsjælland mest tid på bolden, og tempoet blev helt taget ud af opgøret, mens chancerne var få og beskedne.
Emilo Simonsen fik chancen for at lukrere på en Lucas Høgsberg fejl med 20 minutter igen, men Fredericia-spilleren fik ikke ordentligt tæmmet bolden.
Fredericia troede ellers for en kort stund, at der var liv i håbet, da Frederik Rieper fik reduceret til 2-3, men en ulovlig screening af Svenn Crone på William Lykke fik målet annulleret af VAR.
Fredericia havde dog langt fra givet op, og Patrick Egelund, som i pausen var kommet ind for Jonatan Lindekilde, kunne fuldende et godt kontraangreb, da han omsatte en Agon Mucolli-aflevering til et mål til 2-3.
Nu var FC Nordsjælland pludselig pressede, og pludselig skulle gæsterne kæmpe for at få point med. William Lykke måtte hive en stor redning op ad ærmet på Jeppe Kudsks hovedstød fra klos hold i de sidste sekunder af den ordinære spilletid.
Den rene overlevelse sluttede lykkeligt for udeholdet, som til sidst kunne drage hjem til Farum med tre point og en 3-2-sejr efter en underholdende åbningskamp for begge hold.
Læs Bolds "5 i fokus" fra kampen på Monjasa Park lige her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Nordsjælland
FC Fredericia
3F Superliga





































