AB fik en fremragende start på foråret i CampoBet 2. division, da man satte HIK på plads med en 3-0-sejr.
Det skete dog i lidt anderledes rammer.
Gladsaxe-klubben spillede hjemmekampen på 1964 Park i Brøndby. Det skyldes, at banen på Gladsaxe Stadion har været ramt af den hårde vinter.
Men nu er der nyt fra topholdet i 2. division.
AB oplyser til Bold, at man i næste hjemmekamp den 21. marts også spiller på 1964 Park mod Ishøj IF. Men det bliver også den sidste dans i Brøndby.
Til hjemmekampen mod FC Roskilde den 27. marts vil AB være tilbage på eget græs på Gladsaxe Stadion.
Dermed er der ikke lang tid, før fansene igen kan stå på deres vante pladser og følge AB, som er i gang med en stor sæson.
På nuværende tidspunkt topper man 2. division med 39 point.
På andenpladsen ligger Næstved Boldklub med 35 point, mens FC Roskilde ligger på en tredjeplads med 32 point.
AB skal i næste runde en tur til det jyske for at møde Thisted FC.


AB
CampoBet 2. division
































