International -EM-tal: Skydegale Ronaldo og bissede Zaza
2016-06-23 15:00:02
Foto: Getty Images

EM-tal: Skydegale Ronaldo og bissede Zaza

Spanierne afleverer mest og mest præcist, mens Portugal og især Cristiano Ronaldo forsøger sig flest gange. Blandt andet det viser UEFA’s foreløbige tal bag EM.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

EM’s gruppespil er forbi, og alle 24 mandskaber har spillet tre kampe. Derfor har bold.dk kigget lidt på nogle af UEFA’s tal bag turneringen.

Stastikken viser blandt, at Tyskland er det hold med mest boldbesiddelse i gruppespillet. Tyskerne havde kuglen i 66 procent af sine tre kampe, mens Spanien og Portugal følger efter med 61 procent. Nederst på listen finder man Nordirland og Island, der trods en boldbesiddelses-procent på henholdsvis 35 og 34 procent er videre til ottendedelsfinalerne.

Portugal var de mest skydeglade i gruppespillet med i alt 69 afslutninger - heraf 22 inden for rammen, 28 forbi mål, 19 blokerede forsøg og to på træværket, hvilket resulterede i fire scoringer. Noget mere effektiv var Ungarn og Wales, der begge omsatte 37 forsøg til seks scoringer. Værd at bemærke er det også, at Ukraine trods 43 forsøg som det eneste mandskab ikke fik scoret ved slutrunden.

Afleveringsmæssigt fører Spanien an - både i antallet af afleveringer og procentmæssigt i forhold til succesfulde afleveringer. 2023 pasninger lykkedes i 93 procent af tilfældene for de forsvarende europamestre. Tyskland følger tæt efter med 1967 pasninger og 91 procents succes. Igen agerer Island og Nordirland her ‘bundpropper’ med henholdsvis 481 og 432 afleveringer og 72 og 68 procents succes.

Gruppespillets bisser er Rumænien med 52 begåede frispark og 10 gule kort, men Italien følger tæt efter med 49 begåede frispark og 10 gule kort. Albanien høstede 10 gule og et rødt kort, men begik ‘kun’ 35 frispark. Dydsmønstrene er England med 31 begåede frispark og to gule kort.

Cristiano Ronaldo fik onsdag endelig hul på bylden med to træffere mod Ungarn, og den portugisiske stjerne er også gruppespillet suveræn mest afsluttende spiller med hele 33 forsøg - heraf blandt andet otte inden for rammen og ét på træværket. De foreløbige topscorere Gareth Bale og Alvaro Morata har brugt henholdsvis 16 og 11 forsøg på at score deres tre mål.

Afleveringsmæssigt er Tysklands Toni Kroos ivrig og præcis med kuglen. 353 pasningsforsøg er blevet til 93 procent vellykkede afleveringer - en statistik som Schweiz’ Granit Xhaka og Spaniens Andres Iniesta også ligger i toppen i.

Mest præcis - blandt spillere med mere 100 afleveringer - er dog en gruppe forsvarsspillere. Ricardo Carvalho er lykkedes med 99 procent af sine 174 afleveringer og folk som Sergio Ramos, Chris Smalling, og Bacary Sagna rammer også alle mere end 95 procents præcision.

Mens forsvarspillere er de mest præcise pasningsspillere er angribere til gengæld de mest bissede. Irlands Shane Long, Spaniens Alvaro Morata og Italiens Simone Zaza har alle begået ni frispark - Zaza iøvrigt på kun 125 minutter på banen.

Annonce
Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce